Constant Beta - Digital forandringsledelse

     

Altid på vej. Altid i udvikling. Aldrig færdig.

Dette foredrag handler om digital forandringsledelse. Peter Brüchmann har arbejdet med voldsomme forandringsprocesser i de store medie-organisationer BT, Berlingske og TV 2. Som ansvarshavende chefredaktør på BT og digital chef og chefredaktør på TV 2 har han været med til at flytte rundt på mere end 500 medarbejdere – og har haft fingrene langt nede i virkelighedens dej.

Medierne i Danmark kæmper som mange andre store organisationer med transformationen fra en traditionel, analog forretningsmodel til den, som kunderne i dag efterspørger: Den digitale.

Hvordan flytter man et mindset hos højt kompetente og højt profilerede medarbejdere. Hvor hurtigt skifter man fokus fra den gamle og velkonsoliderede forretningsmodel til den nye og mere usikre. Denne transformation er for medier såvel som mange andre brancher nutidens største udfordring.

Engang satte man sin nye strategiplan på hylden og lod den stå der i tre år, til man lavede den næste. I fremtiden skal strategien ned i driften og være central i hver beslutning, hver dag, hvert minut – nøglen ligger i mindsettet. Sat på spidsen er retningen langt vigtigere end en strategi, der kan blive afsporet i samme øjeblik, der kommer nyt fra Facebook, Google, Netflix, Apple, Uber, Car2Go eller alle de andre, der skaber ’disruption’ og forandrer et verdensbillede fra den ene uge til den anden.

Den dygtige organisation er i stand til at lede sin udvikling i en tilstand af 'Constant Beta'. Forandringen er ikke noget, der skal overstås. Det er netop en konstant. Det er selve forudsætningen for vores udvikling. Den brændende platform kan man med fordel gøre til en præmis. Anerkende, at der er pres for forandringer herfra til evigheden. Sige til medarbejderne: Vi skal fra a til b. Det ligger fast. Vi har som ledelse ikke alle svarene. Dem skal I være med til at finde.

Foredraget handler om involvering, ejerskab, selvledelse og vejen til det drive og det commitment, der ligger hos medarbejdere, der kan og vil selv. Sandheden er jo, at de fleste brokkerøve ikke er bange for forandringen. De er bange for at miste deres faglighed. Og det kommer rent faktisk af - stolthed.

Det handler om modet til at fejle og til at korrigere i høj hastighed. Endelig er foredraget et inspirerende indblik i, hvordan man gør tillidsrepræsentanter til medspillere i forandringen frem for modstandere.

Kontakt evt. High Performance Institute for yderligere om Peter Brüchmanns foredrag: www.highperformance.dk